Hvordan udvælger vi placeringer til nye hjertestartere
Er du nysgerrig over, hvorfor vi har valgt en placering i nærheden af dig?
Det er faktisk ikke så simpelt, som du måske tror. Der er en række kriterier, som afgør, om et sted bliver udvalgt til få en hjertestarter. Her kan du læse mere om, hvilke spørgsmål vi typisk stiller os selv, når vi finder nye placeringer til hjertestartere.
Hvad er afstanden til den nærmeste døgntilgængelige hjertestarter?
Det er ikke unormalt at vi placerer hjertestartere inden for 100-200 meters afstand af hinanden. Selvom 100 meter ikke lyder af meget, så bygger disse afstande på Dansk Råd for Genoplivnings anbefalinger. Ifølge Dansk Råd for Genoplivning, så falder overlevelseschancerne med 10% for hvert minut, hvor der ikke ydes førstehjælp under et hjertestop. Derfor kan 100 meter (200 meter frem og tilbage) sagtens være forskellen mellem liv og død.
Herudover viser en undersøgelse fra 2016, som blev udført i samarbejde med Dansk Råd for genoplivning, at chancerne for at få stød af en hjertestarter i høj grad afhænger af afstanden til den nærmeste hjertestarter. Ifølge denne undersøgelse, så falder chancerne for at en hjertestarter bliver brugt markant, hvis den er mere end 100 meter væk. Faktisk viser det sig, at den maksimale afstand mellem patienten og hjertestarteren ikke bør være længere end 50 meter.
Hvor mange mennesker benytter placeringen?
Vi tager hensyn til antallet af mennesker, som benytter placeringen. En stor menneskestrøm betyder nemlig, at hjertestarterens placering bliver mere velkendt i lokalområdet, og at hjertestarteren skaber sikkerhed for flest mennesker. Derfor vælger vi ofte skoler, detailhandlere, børnehaver, apoteker og offentlige institutioner som placeringer.
Er placeringen kendt i lokalområdet?
Vi udvælger i nogle tilfælde placeringer, som ikke nødvendigvis bliver benyttet af mange mennesker, men som er velkendte i lokalområdet. Dette kan for eksempel være kirker, spejderhytter eller ungdomsklubber. Disse placeringer benyttes kun af mange mennesker nogle få dage om ugen. Men de er stadig velkendte i lokalområdet. Derfor er det nemt for lokalbefolkningen at huske hjertestarterens placering.
Kan indsamlingen gennemføres?
Inden vi starter en indsamling, vurderer vi altid, om det kan lade sig gøre at gennemføre den. Vi tager blandt andet hensyn til antallet af virksomheder og vores tidligere erfaringer med indsamlinger i området. Selvom vi altid forsøger at vurdere om indsamlingen kan lade sig gøre, så kan vi ikke ramme rigtigt hver gang. Hvis indsamlingen mislykkes, får alle sponsorerer deres penge tilbage.
Vil placeringens ejere lægge væg til hjertestarteren?
Vi tager altid kontakt til placeringen, inden vi starter en indsamling. Hvis placeringens ejere vil lægge væg til hjertestarteren og betale 250-300 kroner om året i strøm til skabet, så går vi straks i gang med at indsamle sponsorater.
Vil placeringen kontakte os med problemer?
Hvis der er problemer med hjertestarteren, så skal vi være sikre på, at placeringen kontakter os. Cardiolife 3100 er heldigvis en solid og robust hjertestarter, men hvis den, mod al forventning, bliver defekt, så vil den starte en alarm. I sådanne tilfælde er det vigtigt, at placeringen er villige til at bruge tid på at kontakte os.